Hæklede, charmerende cafégardiner i retrostil til både toppen og bunden af vinduet. Både længden og bredden på gardinet kan nemt tilpasses til det enkelte vindue, da det består af en simpel opbygning.
Først hækles det antal oldemorfirkanter, som gør gardinet bredt nok til det ønskede vindue, og firkanterne sys sammen. Derefter hækles det firkantede mønster over oldemorfirkanterne ved hjælp af stangmasker og luftmasker, indtil gardinet har den ønskede højde. Til slut hækles der en dekorativ blondekant i bunden. I toppen kan der nu monteres gardinringe, og gardinet er klar til ophængning.
Cafégardinerne er hæklet i Mayflower Cotton 8/4, som er meget velegnet til hækling, da garnet er fast i strukturen og holder formen godt. Derudover er bomuldsgarnet nemt at vaske, når gardinerne trænger til rengøring.
OBS: Denne opskrift blev oprindeligt skabt til kvaliteten Mayflower Cotton 8 Merceriseret. Garnet er desværre udgået af vores sortiment, og vi har erstattet med Mayflower Cotton 8/4, som har samme strikkefasthed. Husk blot altid at lave en strikkeprøve, inden du går i gang med projektet, så du er sikker på, at strikkefastheden og de færdige mål holder.