Den flotte og behagelige Ditte top er skøn til både sommeren og overgangsperioden og har flere lækre detaljer som fx snoede stropper, ligesom der er brugt forskellige strikketeknikker.
Ditte toppen strikkes nedefra og op. Den nederste kant er lavet med retriller, og kroppen strikkes i glatstrik op til under barmen, hvor der laves en fin afslutning med hjælpepind. Selve barmen strikkes i retriller ligesom den nederste kant, hvilket giver en flot kontrast til det glatstrikkede. De strikkede stropper får en flot snoning og strikkes efter diagram. Ditte toppen skiller sig ud fra mængden, da der er brugt flere forskellige teknikker undervejs, hvilket gør designet meget gennemarbejdet.
Den charmerende top strikkes i det bløde og let fyldige Mayflower Venezia, hvilket giver et lækkert resultat, som føles blødt og behageligt mod huden. Da Venezia er spundet på både bomuld og uld, luner det uden at blive alt for varmt. En egenskab, som er helt perfekt til en top som denne. Toppen er derfor naturligvis ideel til sommerbrug, ligesom den også kan bruges i overgangsperioden - eventuelt med en bluse under.