Denne strikkede bluse formår at være både enkel og interessant på samme tid, hvilket primært skyldes, at detaljer er begrænset til blusens ærmer, og at resten af blusen er enkel og i glatstrik.
Blusen har nemlig flagermusærme og et flot hulmønster, som strækker sig fra skulderen og hele vejen ned ad ærmet. Hulmønsteret er forholdsvis enkelt, og du bør derfor ikke holde dig tilbage fra at prøve denne opskrift, selvom du ikke har erfaring med hulmønstre. Det er en nem og sjov teknik, som kan skabe flotte og enkle detaljer på strikkede bluser.
Blusen skal strikkes i Mayflower 1 Class. Selvom det er et strømpegarn, kan det fint bruges til andre typer af beklædning. Garnet er spundet af 75% lun uld og 25% slidstærk polyamid og er derfor også velegnet til fx en bluse som denne.
OBS: Det oprindelige design er lavet i Mayflower 1 Class fv. 2001. Farven er desværre udgået af sortiment. Som erstatning anbefaler vi fv. 16, som minder om den udgåede farve. Vær blot opmærksom på, at du får et andet resultat end på billedet. Du vælger selv farve(r) med et klik på ’Vælg en anden farve’, som folder hele farvekortet ud.