Sød og feminin top-down cardigan i glatstrik med fine detaljer. Trøjen har nemlig flotte, mønstrede snoninger ved skuldrene på både for- og bagstykke, ligesom de også er i begge sider og langs indersiden af ærmerne.
Ved halskant, ærmekanter, stolpekant og nederst på trøjen er der strikket retstrik, hvilket giver en fin afslutning. Til sidst monteres trøjen med knapper.
Ragna cardigan strikkes i det fine, bløde Mayflower Amalfi. Et enormt komfortabelt garn bestående af åndbar og slidstærk bomuld og blød bambusviskose. Begge fibre er desuden fugtabsorberende, hvilket er en stor fordel ved sommerbeklædning, og Ragna cardigan er derfor også en god sommertrøje. Amalfi er et virkelig dejligt og behageligt garn, som har lidt tyngde, hvilket giver Ragna cardigan et flot fald.