1996 v.1.0 Lucca Sweater

Lucca sweateren er skabt ud fra et ønske om en moderne sweater i flerfarvet mønsterstrik. Et moderne alternativ til den mere klassiske færøske sweater. Resultatet er Lucca sweaterens helt enkle og minimalistiske mønster. Den er strikket i to farver, og der bruges en tredje farve til at skabe smukke kontrastkanter i sweaterens rib. 

Når du selv strikker sweateren, er der alle muligheder for at være kreativ med farverne. Der skabes en fed effekt, når du vælger en markant kontrastfarve, men resultatet bliver også flot med en mere dæmpet kontrast. 

Du vil især blive glad for denne sweater på årets kolde dage, da den er dejlig tyk og vamset. Strikket i Molly Fine, som er ren, letspunden uld med ekstra stor luftighed, så dit strik føles let og behageligt at have på, selvom det er en voluminøs kvalitet. 

Lucca sweateren er en forholdsvis nem opskrift, og den kan være et godt valg, hvis du skal prøve flerfarvet strik for første gang, da du kun kommer til at strikke mønster med to farver ad gangen og over få masker. Molly Fine har en dejlig kraftig struktur, så det er nemt at se de enkelte masker og få godt styr på teknikken. Samtidig kan du også hurtigt rette eventuelle fejl. 

Lucca sweateren fås også i en børneudgave.