592 v.1.0 Hæklet sommertop

Til denne lette og luftige sommertop får du brug for både strikkepinde og hæklenål.

Selve overdelen er hæklet, hvor du begynder nede fra og hækler i mønster op til ærmegabene, hvorfra indtagningerne begynder til ærmer og V-hals. For- og bagstykke hækles for sig. Når de er færdige, slås der i bunden af hvert stykke masker op til en strikket ribkant. Derefter sys stykkerne sammen, og der hækles en afsluttende kant rundt i ærmegabene og halsudskæringen.

Toppen laves i Mayflower Cotton 8/4, som er blødt, behageligt og åndbart garn spundet i 100% bomuld. Garnet er derfor helt ideelt til en sommertop, da det ikke bliver for varmt. Derudover kan garnet nemt vaskes i maskine.

En anden mulighed er at lave toppen i det økologiske Mayflower Cotton 8/4 Organic, som er GOTS-certificeret og har samme strikkefasthed. Begge garner fås i flotte farver.

OBS: Denne opskrift blev oprindeligt skabt til kvaliteten Mayflower Cotton 8 Merceriseret. Garnet er desværre udgået af vores sortiment, og vi har erstattet med Mayflower Cotton 8/4, som har samme strikkefasthed. Husk blot altid at lave en strikkeprøve, inden du går i gang med projektet, så du er sikker på, at strikkefastheden og de færdige mål holder.