Evelyn Cardigan – Amalfi Style er en enkel basisopskrift, som giver dig en lækker hverdagscardigan, der kan bruges til det meste tøj. Den originale Evelyn Cardigan var strikket i Mayflower Cotton Merino, mens denne version er strikket i vores lækre Mayflower Amalfi.
Amalfi er en skøn blanding af bomuld og viskose. Ingen af disse fibre er specielt varmeisolerende, og derfor er denne version af cardiganen helt perfekt til sommerhalvåret, hvor man nemt kan have behov for en lun cardigan på de kølige dage.
Cardiganen strikkes oppefra og ned, mens ærmerne laves med raglanudtagninger, hvilket giver en pæn overgang mellem bærestykke og ærmer. Pasformen forbedres desuden yderligere af cardiganens ribkanter, der laves ved skiftevis at strikke ret og vrang.
Evelyn Cardigan – Amalfi Style er en forholdsvis enkel opskrift og indeholder ikke svære teknikker. Den er især nem at gå til, fordi den er strikket topdown, hvilket gør den monteringsfri.