MM04 v.1.0 EllenJumper

Til hverdag deler Maria Møller sine kreative idéer med sine mange følgere på Instagram. Kreativitet og mode er to sider af samme mønt for Maria, som ivrigt bruger sin fantasi og stilsikre modesans til at skabe tøj til garderoben.

Strik er bare én af Marias kreative sysler, og her har hun skabt en skøn og fluffy jumper med striber. For Maria må mode gerne være enkelt, for så er der mere plads til at bemærke de flotte detaljer. I dette design får du en jumper med et moderne snit, mens striberne er prikken over i’et.

EllenJumperen er strikket i to tråde Mayflower New Sky, som består af 42% alpaka, 42% uld og 16% polyamid. Garnet har en løbelængde på 150 meter pr. 50 gram, og med to tråde skal jumperen strikkes på pind 12 mm. Så der er tale om et ekstra hurtigt projekt med masser af fylde og struktur.

Mayflower New Sky fås i mange forskellige farver, og det giver rigtig mange sammensætningsmuligheder, når der skal laves striber. Maria har vist nogle forskellige eksempler på farvesammensætninger, som du kan bruge som inspiration. Du kan naturligvis også lave dine egne farvesammensætninger. Del gerne din jumper med tagget #EllenJumper.

Kan du lide dette design? Så bør du også tage et kig på EleonoraCardiganen, som er samme design i form af en cardigan.