1812 v.1.0 Cardigan med dyb v-hals og knapper

Denne skønne cardigan vil tiltale de fleste, da den har et enkelt og tidløst design. Cardiganen er designet med en dyb v-hals, der fremhæver den øverste del af cardiganen. Det er især værd at bemærke detaljerne på skuldrene på cardiganen, da der er lavet flotte læg i sammensyningen ved ærmet. 

Opskriften er relativt begyndervenlig, da hele cardiganen er strikket i glatstrik med ribkanter. Selve ribkanterne er bukket dobbelt i forkanter og rundt i halsen. Ombukningerne giver mere hold i cardiganen og sikrer, at den sidder helt rigtigt.

Cardiganen er strikket i Mayflower Cotton Merino, som består af 50% uld og 50% bomuld. Kombinationen af uld og bomuld gør cardiganen perfekt til helårsbrug. Den varmer, men er mere tempereret end en cardigan i ren uld.