Denne feminine pigebluse er især bemærkelsesværdig ved at være trefarvet, hvilket opnås ved at strikke blusens bagstykke, forstykke og ærmer hver for sig. Både ærmer, bagstykke og forstykke har forskellige farver, som dog er holdt i de samme nuancer. Samtidig skabes der også sammenhæng i farverne, da bagstykkets farve går igen på ærmerne i form af enkle striber.
Blusens forstykke og bagstykke er strikket med et flot hulmønster, som ikke er videre svært, hvis man blot har en smule erfaring med strik.
Alle blusens tre farver er fra vores udvalg af Mayflower Cotton Merino Classic. Garnkvaliteten fås i mange forskellige farver, hvor der er flere nuancer af sarte pastelfarver, som passer perfekt til sødt børnetøj.
Mayflower Cotton Merino Classic er en blanding af uld og bomuld, hvilket giver et komfortabelt garn med god åndbarhed.
OBS: Det oprindelige design er lavet i farver, som desværre er udgået af sortiment. Som erstatning anbefaler vi andre farver. Vær blot opmærksom på, at du får et andet resultat end på billedet. Du vælger selv farver med et klik på ’Vælg en anden farve’, som folder hele farvekortet ud.