139-1 v.1.0 Multistribet babytrøje

Denne multistribede trøje er både sød og charmerende og strikkes i en kvalitet, som kan bruges hele året rundt.

Trøjen er strikket oppefra og ned med raglanærmer. Der er anvendt fire forskellige farver, hvilket giver trøjen et fint farvespil med en meleret effekt. Trøjen er strikket i Mayflower Cotton Merino, som er spundet på 50% uld og 50% bomuld. Uldfibrene er gode til at holde på varmen, mens bomulden leder overskydende varme væk fra kroppen. Disse egenskaber er særligt gode, når det kommer til babystrik, da småbørn generelt har svært ved selv at regulere deres kropstemperatur.

Denne trøje er særligt unik, fordi vrangsiden skal vendes udad. Dette er med til at skabe den melerede effekt og gør samtidig trøjen mere visuelt interessant. Det er de færreste trøjer, som er designet på denne måde, hvilket faktisk er en skam.

Vi har valgt at designe trøjen i naturfarver, men du kan fint sætte dit eget præg på trøjen ved at vælge andre farvekombinationer, og Cotton Merino fås i mange forskellige farver, som passer godt sammen.