138-9 v.1.0 Vest med snoning

Denne flotte drengevest har et enkelt design og er strikket i dobbelt perlestrik, som kun brydes af den flotte snoning, som pryder vestens forside og giver den et mere detaljeret look. Den er strikket i Mayflower Cotton Merino Classic, som har en løbelængde på 100 meter pr. 50 gram og består af 50 % uld og 50 % bomuld. Denne kombination er især velegnet til dette projekt, da indholdet af bomuld sikrer, at vesten ikke bliver for varm til brug indenfor.

Drengevesten er perfekt over en skjorte til formelle begivenheder, hvor der stadig skal være mulighed for fri bevægelse og leg. Mayflower Cotton Merino Classic er en elastisk garnkvalitet på grund af garnets uldindhold, og derfor er vesten også strækbar, hvilket sikrer god bevægelsesfrihed.

Der anvendes flere forskellige strikketeknikker til denne vest, og der skal både strikkes dobbelt perlestrik og snoning. Heldigvis er perlestrik en nem teknik, og der er også tale om en nem snoning, som selv mindre øvede strikkere kan mestre. De forskellige teknikker sikrer dog stadig, at projektet aldrig bliver kedeligt, og derfor er det et godt projekt til både øvede og mindre øvede strikkere.

Hvis du er nysgerrig, kan du se den fulde opskrift ved at klikke på linket herunder. Den er naturligvis helt gratis.