Dejlig varm og tyk hue samt vamset halsedisse, som begge strikkes i perlestrik i dobbeltgarn i lækkert uld.
Begge dele strikkes med én tråd Mayflower Easy Care og én tråd Mayflower Easy Care Classic på pind 6 mm, hvilket giver en dejlig tyk kvalitet.
Huen strikkes nedefra indtil toppen, hvor der tages ind og lukkes af.
Halsedissen strikkes i trekantfacon, hvor der startes i spidsen. Først strikkes en stor trekant, hvorefter arbejdet samles, og der strikkes nu rundt i perlestrik. Der laves en kvast til halsedissen, som monteres nederst i spidsen af trekanten.
Brugen af lækker, blød uldgarn giver en hue og halsedisse, som er varm og åndbar. Begge kvaliteter kan vaskes i vaskemaskine og tørres i tørretumbler og kommer i vidunderlige farver. Du kan derfor vælge at strikke ensfarvet eller lave et meleret look ved at strikke med to forskellige farver.